Tryk her for lyd

Ifølge radioloven af 1907 måtte den, der ville bevæge sig indenfor æterbølgerne have ministeriel tilladelse. Loven blev overtrådt ustandseligt i de første år af 1920’erne- Først i løbet af 1924 indførtes betydelige lempelser i den stærkt forældede radiolov. 1924 blev derfor året, da det ikke alene var lovligt, men også flot at skilte med, at man havde en radio.

De selvbyggede, mere eller mindre skjulte indendørs antenner, blev nu udskiftet med store luftantenner, så alle naboerne kunne se, at her boede en familie, der havde råd til at have radio. Københavns radiofonistation nåede i efteråret 1924 op på 3-4 ugentlige programmer, og fra Ryvang Radio blev der sendt et lignende antal.

I årets Scalarevy sørgede Ludvig Brandstrup for, at både antennerne og radioerne virkelig blev kælebørn. ”Adrienne med sin luftantenne” blev et populært begreb, og årets slager.

Første vers lød således:

Det var i de længst forsvundne Dage – Storken byggede på Bondens Tage

men nu er Storken forsvundet fra Landet og fra Byerne,

den er bedaget, med mer – men ej paa Taget den ser,

men heldigvis og tilpas, er der en der har taget Storkens Plads.

Det er Adrienne ned sin Luftantenne,

saa herefterdags saa ved vi altsaa hvor vi er henne.

Hvordan ska’ det ende, tænk at hun ku’ nænne,

at erstatte vores Barnetro

med sin lille Radio !!

Kilde og efterskrift: Radiohistorisk Forening Vest